 |
| Forside | Kunstnere | Om galleriet | Kunstner profiler | Tilmeld mailingliste | | ||
Omtale i Kunstavisen:
"Drømmebilleder
Det ville være meget fristende at udnævne den 13-årige Rasmus Rokkedal til et vidunderbarn.
Hvad man bør vare sig med. Dels for knægtens egen skyld. Man har så mange gange set teenageskuespillere eller sangere blive hypet helt vildt for så siden af gå psykisk ned, fordi de naturligt nok har haft svært ved at administrere den overvældende succes i så ung en alder. Man bør også tænke over, HVOR mange superlativer, man fyrer af, når man skriver om en 13-årigs værker, for hvordan skal man kunne leve op til alt dette, hvordan udvikle sig stille og roligt, når den samlede danske verdenspresse kigger en over skulderen? Det er jo svært nok for et voksent menneske.
I stedet kunne man lytte til, hvad Rasmus Rokkedal selv nævner som inspirationskilde for sine malerier, nemlig cobra-kunsten. Denne er nemlig IKKE en stil, IKKE en isme. Cobra var, det var i hvert fald gruppens intentioner, en måde at tænke og handle på, som ville forandre verden fundamentalt på ALLE område, kunstnerisk, politisk, økonomisk og socialt. Et af midlerne hertil var den fuldstændigt frie og spontane kunstneriske skabelse uden akademiske mellemregninger af nogen art. Og er det ikke lige præcis det, Rasmus Rokkedal gør? I modsætning til alle de danske kunstnere, der totalt i strid med Cobra-bevægelsens egne intentioner lever af at imitere dens værker, havde Rasmus Rokkedal af gode grunde aldrig hørt om Cobra, før han blev gjort opmærksom på det. Han maler bare og man skal ikke kigge længe på malerierne for at se, at han er helt i sit es. Farverne er varme og mættede og i dette vægtløse farvehav bevæger menneskeskikkelser sig let og ubesværet rundt, befriet for tyngdeloven, kiggende med forundring og begejstring på verden omkring dem. Det er en uskyldig verden, Rasmus Rokkedal viser for os. En verden, hvor der er plads til fantasi og begejstring over alt det man kan med pensel, farver og lærred. Det er endnu et barns verden, men deri ligger også styrken i billederne: der er ingen fortænkthed, ingen distance, kun umiddelbar glæde over alt det fantastiske, som kunsten kan give os mennesker, hvis vi åbner vores hjerter.
Når man skriver om et så ungt menneskes kunstneriske univers, er det svært ikke at have lyst til at advare ham: det ville således næsten ikke være til at bære, hvis den umiddelbare skaberlyst blev kvalt i et hav af teoretisk lærdom på et kunstakademi eller en kunstskole. Det ville heller ikke være rart at se den unge kunstner i hænderne på skrupelløse pengemænd, kun ude på at score kassen og presse ham til at skabe flere malerier end han kunne nå og dermed kvæle hans kreativitet. Endelig vil det være på sin plads at give et godt råd: lad knægten finde sig selv og sit billedmæssige univers, der passer til hans alder, hans udvikling, den tid, han lever i og de drømme, han har.
Hvad angår gallerier, er Rasmus Rokkedal heldigvis i de bedste hænder hos den erfarne galleriejer Kurt Svendsen. Hvad det sidste angår, det kunstneriske ståsted, virker det som, at Rasmus har den glød, den disciplin og den begejstring, der skal til for at blive en god kunstner. Og det er det, han skal stræbe mod: konstant at udvikle sig, konstant forblive nysgerrig og søgende og, frem for alt, konstant vedblive at føle glæde over det, han laver. Så kan det ikke gå galt.
Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen"